Alt for Damerne 4/2000:
En time i drømmeland
– Undervandsmassage
Hvad er undervandsmassage?
En blid, 5.000 år gammel massage-form i og med vand.
Hvad kan den bruges til?
Mod muskelinfiltrationer, til at forebygge og modvirke sportsskader og som ren selvforkælelse.
Sådan foregår behandlingen
En stor del af behandlingen foregår i et kæmpemæssigt badekar – fyldt med 700 liter 38 grader varmt vand. Her ligger man i blød i fem minutter, blidt duvende, med nakken behageligt anbragt på en stofrem, mens jacuzzi-badet prikker på kroppen. Når man er godt afslappet, spuler massøren – under vandet – hver eneste krops-centimeter med en vandslange med et ekstremt kraftigt tryk. Ifølge exam. massør og undervandsmassør Idalina Buxbom, der førte vandslangen betyder vandtrykket, at massagen går dybt ind i muskler, som ikke umiddelbart kan nås med almindelige teknikker. Undervejs beder hun én om at vende og dreje sig i bestemte positurer, så hun og strålen kan komme til. Behandlingen er smertefri, fordi den foretages med vand under vand – til trods for at man tydeligt gennem vandet kan se, hvor strålen “mejsler” sig ind i muskler og hud. Badet afsluttes med “en kold afvaskning” – en douche iskoldt vand på underben og underarme – kun nogle sekunder, og akkurat nok til at blodet ruller livligt.
Anden del foregår på massagebriksen – med blid meditationsmusik og stearinlys som eneste “forstyrrende elementer” – ud over naturligvis massørens hænder på ens meget varme, blød krop, der blidt, men bestemt bliver “æltet” igennem. Til sidst slapper man af alene, dækket godt til, og kommer roligt tilbage til virkeligheden.
Så lang tid varer det
1 time, fordelt med ca. 25 min. i badekarret og 35 min. på briksen
Det koster behandlingen
400 kr. Rabat ved flere behandlinger
Blev mine forventninger indfriet?
At komme en frostkold morgen med is i fødder og hænder og lade sit korpus glide ned i det varme vand – dét var rent velvære, og det var hvad jeg forventede. Jeg havde ingen særlige skavanker, som massøren skulle koncentrere sig om, hvilket også gjorde, at selve massagen føltes blid og meget afslappende. Ud over at min hud virkede lækker og blød efter behandlingen, følte jeg mig også bagefter nogle centimeter længere – i alle led, så noget røg der vist ud med badevandet…
Her kan du få undervandsmassage
Water-mass, Vesterbro Torv 53, 1620 Kbh. V. 33 24 28 27
Andre adresser
Undervandsmassage fås kun hos Water-mass i København – som eneste sted i hele Norden.